Direkte fra min nye producent i Syd-Rhone.
Patrice Jubain er en af de nye ambitiøse og dygtige vindyrkere. Han overtog den fulde drift efter sin far i 2004. Dengang blev hele produktionen afsat til kooperativet i Cairanne. Patrice producerer sine vine efter princippet: “Culture traditionnelle a l’ancienne” Det betyder, at druerne ikke afstilkes, de får en lang macerationsperiode og sidst, men ikke mindst: ingen brug af træfade. Patrice er en ægte traditionalist og jeg er enormt imponeret af husets 2 vine. Hovedparten af druematerialet sælges til en af topproducenterne i Nord-Rhone; Jean-Louis Chave.
Cairanne er en af de “historiske” Crus i Côtes du Rhône Villages. Cairanne blev i 2016 sin egen “Cru” på lige fod med f.eks. Châteauneuf-du-Pape, Gigondas og Vacqueyras. Vinene herfra er kendetegnet ved at være både fyldige og saftige men også afbalancerede. Byen ligger flot på en lille bakke midt på det stenede kalkplateau, som næsten strækker sig fra Orange og gennem det flade Plan de Dieu. Cairanne var oprindelig del af Tempelherreordenens ejendomme, og blev konfiskeret af Pave Klemens V i 1309. Vinen har altid haft godt ry, og var I 1860erne den dyreste fra det sydlige Rhône – endog dyrere end Châteauneuf du Pape.
Husets topvin er “Trémère”. Navnet Trémère skyldes Patrice store interesse i rollespil. Trémère er navnet på verdens ældste nulevende vampyr, men samtidig nu også navnet på en parcel med domænets allerældste vinstokke, Grenache og Carignan, med en alder på måske 120 år. En tidligere ejer anså i hvert fald allerede i 1941 vinstokkene for at have en meget høj alder. Vinen “Trémère” laves på 50% Grenache og 50% Carignan. 14.5 % alk. Jorden er sammensat af sand i toplaget og blåler i dybden.
Mørk dybviolet farve.
Kirsebær og vilde brombær i næsen. Peber, kandiserede violer, garrique. Meget kompleks vin med masser af saftig frugt, garrique og velintegrerede tannin. Cuvée Trémère er simpelthen et lille mesterværk med finesse kombineret med eksplosiv kraft, ikke ulig stor Chateauneuf-du-pape, blot til en helt anden pris.

